Jeg kender nogen som jeg er ret glade for at de har muligheden for at bo året rundt i en kolonihave. Lidt skæve eksistenser hvor ræset i byerne bliver for meget, hvor økonomien ikke rækker, men de stadig kan indgå i meningsfulde relationer socialt og økonomisk når de kan leve i et sådan naboskab. Nogen undtagelser er ok i min optik, meeen det bliver udnyttet for meget som illustreret i artiklen her. Selvom jeg synes at den 66-årig boomer føler sig lidt for meget berettiget til hans tilværelse, så kan jeg jo egentlig godt lide hans byggeprojekt.
Men det peger jo også bare på et behov helt generelt: folk vil gerne bo i nabofællesskaber med stort fokus på havelivet, men den mulighed er der ikke på det normale boligmarked. Du kan enten vælge at bo i rækkehus eller du kan købe dig en fed villa. Til det ene er der 30 års ventetid og til det andet kræver det 3-6 mio. kroner. Du får dog stadigvæk bare ikke nabofællesskabet og fokus på haven som ved kolonihaver.
Vores boligmarked er så helt igennem torsk-dumt at det ville være et større projekt bare at diskutere hvor dumt det er.
Jeg er fuldstændig enig i at kolonihaver er et behov der ikke rigtig bliver opfyldt. Den originale idé var jo at man som bybor kunne have en rigtig have. Nu er det så bare blevet den tendens at det er folk, der har have, der også ejer en kolonihave. De kolonihaver jeg har boet omkring igennem årene har altid været folk i 50’erne der typisk bor i et hus med have som køre ud til deres kolonihave i deres panzerwank SUV for at drikke en bajer og overnatte en gang eller to. Måske 1 ud af 10 gror noget som helst andet en græs eller pæne blomster.
Jeg går helt igennem ind for at give disse pladser til folk som faktisk gerne vil bo her, og ikke bare en ældre generation der keder sig så meget at de faktisk gider at køre ud til Have#2 for at drikke en bajer. Helårsbeboelse i en kolonihave ville være den eneste mulighed jeg nogensinde får i mit liv for ikke at bo i en lejlighed, eller så langt ude på landet at handle dagligvare vil blive sin egen lille ekspedition.
Problemet er bare at vores boligmarked er som det er og det kommer ikke til at ændre sig i vores levetid.
Jeg kender nogen som jeg er ret glade for at de har muligheden for at bo året rundt i en kolonihave. Lidt skæve eksistenser hvor ræset i byerne bliver for meget, hvor økonomien ikke rækker, men de stadig kan indgå i meningsfulde relationer socialt og økonomisk når de kan leve i et sådan naboskab. Nogen undtagelser er ok i min optik, meeen det bliver udnyttet for meget som illustreret i artiklen her. Selvom jeg synes at den 66-årig boomer føler sig lidt for meget berettiget til hans tilværelse, så kan jeg jo egentlig godt lide hans byggeprojekt.
Men det peger jo også bare på et behov helt generelt: folk vil gerne bo i nabofællesskaber med stort fokus på havelivet, men den mulighed er der ikke på det normale boligmarked. Du kan enten vælge at bo i rækkehus eller du kan købe dig en fed villa. Til det ene er der 30 års ventetid og til det andet kræver det 3-6 mio. kroner. Du får dog stadigvæk bare ikke nabofællesskabet og fokus på haven som ved kolonihaver.
Der er et behov, der ikke opfyldes…
Vores boligmarked er så helt igennem torsk-dumt at det ville være et større projekt bare at diskutere hvor dumt det er.
Jeg er fuldstændig enig i at kolonihaver er et behov der ikke rigtig bliver opfyldt. Den originale idé var jo at man som bybor kunne have en rigtig have. Nu er det så bare blevet den tendens at det er folk, der har have, der også ejer en kolonihave. De kolonihaver jeg har boet omkring igennem årene har altid været folk i 50’erne der typisk bor i et hus med have som køre ud til deres kolonihave i deres panzerwank SUV for at drikke en bajer og overnatte en gang eller to. Måske 1 ud af 10 gror noget som helst andet en græs eller pæne blomster.
Jeg går helt igennem ind for at give disse pladser til folk som faktisk gerne vil bo her, og ikke bare en ældre generation der keder sig så meget at de faktisk gider at køre ud til Have#2 for at drikke en bajer. Helårsbeboelse i en kolonihave ville være den eneste mulighed jeg nogensinde får i mit liv for ikke at bo i en lejlighed, eller så langt ude på landet at handle dagligvare vil blive sin egen lille ekspedition.
Problemet er bare at vores boligmarked er som det er og det kommer ikke til at ændre sig i vores levetid.